søndag den 4. august 2013

Jeg prøver igen ..

Min gode intention som jeg fik sidste år, om at komme i gang med at blogge lidt, holdt ikke ret længe.
.. MEN, nu vil jeg prøve igen ..
Da jeg lagde de to indlæg op sidste sommer, var jeg lige blevet student fra Odense Tekniske Gymnasium, htx. Selvom sommervejret ikke var så godt sidste år, så så fremtiden alligevel lys ud. Nu er der gået mere end et år, og jeg vil derfor, mest for min egen skyld lige gøre status og gennemgå hvad det sidste års tid har budt på.
Ja, jeg blev jo student og dertil hørte alt hvad der skulle. jeg blev fejret af venner og familie på dagen (25. juni 2012), blev beriget med en masse dejlige gaver. Så blev min veninde Vinni student, der var galla ("kjolen" blev jeg desværre ikke færdig med, men jeg fik lavet et skørt som jeg havde på), vi var hjemme ved vores søde lærer Mette, hele klassen og et par af de lærere som klassen havde haft, så var der dimission og lastbiltur, sommerhushygge ved Varbjerg med pigerne. Det var et par dejlige studenteruger, men det føltes som om de var overstået på et øjeblik.



Efterfølgende nød jeg at have sommerferie og bare kunne slappe af, jeg ville gerne have kunnet starte med at læse til Diplomingeniør i Integreret Design, men det ikke lykkedes at bestå kemi i gymnasiet, så jeg manglede både Mat A og kemi C for at kunne komme ind og læse det. Så jeg måtte vente, og så læse de to fag op i løbet af mit halve/hele sabbat år.
Kalenderen sagde "august" og jeg fyldte 19 år d. 7. Vinni og jeg havde i nogen tid snakket om og kigget efter en lejlighed hvor vi kunne bo sammen, for jeg ville efterhånden gerne flytte hjemmefra og Vinni kunne godt tænke sig lidt mere plads da hun på daværende tidspunkt boede i et lille kollegieværelse. 16. august fik vi svar fra boligforeningen om, at vi d. 1. oktober kunne flytte ind i en af deres spritnye lejligheder!
Ventetiden syntes lang op til at vi kunne flytte ind i lejligheden. Men ventetiden brugte vi ved at købe ting til lejligheden og så var vi tit nede og kigge ind ad vinduerne, for at følge med i hvor langt håndværkerne var fra, at være helt færdige.
Oktober nærmede sig, og vi fik brev om at indflytningen kunne ske to dage før tid!
I oktober flyttede "Charlie" Vinnis nye kattekilling også ind hos os i lejligheden. I månederne inden jul begyndte vi også at snakke med vores søde naboer, som bor til højre for os. Dem har jeg sidenhen haft rigtig mange hyggelige timer med, jeg havde aldrig turde drømme om at få så søde naboer!

Pludselig blev det december og jul. Jeg er ret glad for jul, jeg elsker især at se julekalender og gik sidste år allerede i gang med at se julekalender kort efter min lillebrors fødselsdag, som kun ligger ti dage efter min egen. Det resulterede desværre i, at da det faktisk blev december så havde jeg set de fleste af de julekalendere som jeg havde behov for, jeg fulgte dog med i den nye julekalender på DR.
Juleaften, og familiejulefrokost x2 var hos mine forældre, det var nogle dejlige juledage og det var dejligt at få set hele familien både på den ene og den anden side.

2012 blev hurtigt til 2013 og d. 3. januar startede jeg på (supplerende) adgangskursus til Ingeniøruddannelserne. Det var længe ventet, og det var en lettelse endelig at komme i gang med noget igen. Jeg var rigtig glad for at gå på adgangskursus, der var søde mennesker og for mit vedkommende korte dage og jeg fulgte godt med fagligt. Lige indtil jeg lidt før Påske blev virusramt og syg, så kom jeg meget bagud og det fik jeg desværre ikke rigtig indhentet. Oveni det blev min eksamensangst værre end hidtil så jeg bestod ikke eksaminerne. Planen om at starte på Ingeniøruddannelsen til september syntes uopnåelig.

I starten af juni fraflyttede Vinni lejligheden for at flytte sammen med sin kæreste der skulle finde ny lejlighed i Odense efter endt Bachelorprojekt i Jylland. Så jeg boede alene lidt, inden der d. 11. juli flyttede en ind igen. En flink håndbold spillende fyr ved navn Martin, som faktisk er opvokset på Fyn, men han er lige flyttet hertil fra Aalborg af.

I dag er der kun tre dage til jeg fylder 20 år og selvom jeg heller ikke i denne omgang kommer til at starte på den uddannelse jeg gerne vil, så har jeg alligevel noget at se frem til det næste års tid.
Nu er planen nemlig at give det et forsøg mere, i forhold til at bestå matematik og kemi det næste halve år. Og så regner jeg stærkt med at skulle på højskole (Den Skandinaviske Designhøjskole) fra januar 2014 og frem til sommeren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar